KERNEHEALING

Kernehealing

OBS OBS OBS - JEG TILBYDER P.T. KUN KERNEHEALING TIL KLIENTER, DER ALLEREDE GÅR I ET FORLØB HOS MIG. ER DU NY KLIENT OG ØNSKER DU KERNEHEALING, VIL JEG DERFOR ANBEFALE DIG AT KONTAKTE EN AF MINE KOLLEGER.

 

Kernehealing er nok den mest dybdegående healing, du kan modtage, når det drejer sig om at forløse traumer fra barndommen. Det er en helt speciel form for healing og jeg vil opfordre dig til at læse hele den lange tekst igennem og sætte dig ind i, hvad en kernehealing går ud på, inden du bestiller en tid :-)

 

Kernehealing forløser barndomstraumer opstået i barndommen indefra og ud. Netop barndomstraumerne er meget relevante at heale, da de ofte lægger sig ind i det inderste og dybeste af os og giver skader på vores kerne.

 

Vores kerne er en samlet betegnelse for alt det, vi kommer hertil med, når vi fødes. Det er en kombination af det som vores fysiske krop og menneskevæsen bidrager med samt det som vores sjæl kommer med. Dvs. kernen er en betegnelse for alt det, der udgør os.

 

Kerneskader kan udløse varige blokeringer og ubalancer og de kan give os nogle fejlagtige smertefulde overbevisninger om os selv og omverden som f.eks: Jeg kan ikke være her. Jeg klarer den ikke. Jeg er værdiløs. Jeg er alene. Jeg kan ikke stole på nogen. Jeg er forkert. Det er ikke noget i livet til mig, osv. Alt sammen overbevisninger som kan være stærkt begrænsende for os igennem hele vores liv. Ofte i en sådan grad, at vi ubevidst kommer til at leve mere efter vores smertefulde overbevisninger end efter vores sande natur.

 

Kerneskaderne kommer fra de traumer, vi får i barndommen, fra vi er 0 til ca. 7 år. Det er ikke nødvendigvis voldsomme oplevelser med vold og overgreb, der giver os disse skader. Vi kan også få kerneskader pga. stor sensitivitet, fremmedgørelse i forhold til livet på jorden eller af ikke at blive set og mødt på den måde, som var det helt rigtige for os.

 

De traumer vi får i den alder, påvirker os ofte mere end dem, vi får senere i livet, da netop skaderne fra 0-7 år kan lægge sig ind i vores refleksområde. Refleksområdet er en del af vores system, der står åbent indtil ca. 7 års alderen, da det er i disse år, vi skal lære ting pr. automatik, så som at gå og tale m.m.

 

De skader, der har lagt sig ind i vores refleksområde er ikke noget, vi bare lige kan aflære, heller ikke selv om vi arbejder hårdt med det i terapi og andre selvudviklingsforløb. Disse skader medfører som oftest reflektoriske, uhensigsmæssige reaktioner, som vi ikke kan styre, da vi reagerer pr. refleks, når vi bliver "trigget" igennem livet.

 

Kernehealing arbejder over tid og kan derfor ikke anvendes som en spontant forløsende healing. Den healer de skader op, som har lagt sig ind i refleksområdet og sætter en proces i gang, hvor du langsomt bliver frisat fra de overbevisninger, du har skabt pga. dine kerneskader. Kernehealing kan ikke forandre de mønstre og vaner, du har fået pga. dine kerneskader, men de healer det op, som ligger til grund for dem. Dette giver dig en mulighed for at slippe det, der binder og låser dig indefra og i stedet leve et mere frit liv i overensstemmelse med den du egentlig er.

 

Processen efter kernehealingen med at slippe gamle mønstre og vaner kan for mange være en svær proces. En del oplever at deres ubalancer bliver aktiveret kraftigere end normalt i en længere periode. Desuden har man ofte kendt ens smerter og begrænsninger bedre end ens autentiske væsen og det at lære sig selv at kende på ny og begynde at leve et liv, der er baseret på den sande natur i stedet for de smertebaserede overbevisninger kan tage tid, ofte et par år. Pga. de udfordringer, der evt. kan komme efter en kernehealing, er det bedst, at du får kernehealing i en forholdsvis rolig periode af dit liv.

 

En kernehealing vil bestå af selve healingen samt en analyse, som jeg forbereder på forhånd. I analysen, som du får under healingen, mærker jeg ind på de følelser, der har givet dig dine kerneskader og de overbevisninger, du har fået pga. dem, men jeg mærker ikke ind på, hvad der helt nøjagtigt er sket.

 

Som regel giver man ikke kernehealing i alderen mellem 7 og ca. 23-24 år, da det kræver en vis modenhed og stabilitet at håndtere den proces, man kan komme ud i efter en kernehealing.

Man kan godt give kernehealing til børn, indtil de er ca. 7 år, her er proceduren dog anderledes end når man giver kernehealing til voksne og der laves ikke en analyse.

 

En kernehealing tager godt 2 timer og du skal kun have denne healing en gang i dit voksne liv.

 

Du kan læse mere om kernehealing på: https://www.mariannelane.dk/kernehealing/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright @ All Rights Reserved