Healing af sjælsflænger


Skelsættende oplevelser fra tidligere inkarnationer sidder som en erfaring i vores sjælshukommelse. En erfaring vi trækker på i de kommende inkarnationer.


Desværre gemmes de traumatiske oplevelser fra tidligere liv også. I nogle tilfælde kan traumer fra liv med forfølgelse, svigt, tab og lignende have påvirket os så meget, at de sætter dybe spor på sjælen på en måde, så man kan tale om mere end "almindelige" karmiske traumer. Jeg mærker dette som en slags "sjælsflænger".


Ligesom barndomstraumer kan påvirke os dybt igennem hele livet, kan sjælsflænger hæmme og begrænse os og medføre adskillelse fra nogle af vores sjælsaspekter og sjælskompetencer. Vi kan mærke det på mange forskellige måder i dette liv, f.eks. i form af en tilsyneladende uforklarlig angst, sorg eller skamfuldhed, problemer med at have tiltro til sig selv og andre eller en grundlæggende fornemmelse af, at livet er meningsløst. 


Healingsenergien "healing af sjælsflænger" healer på de skader, der skyldes karmiske traumer, der har sat sine spor på et dybt sjælsplan. Samtidig med at den forløser på sjælsplan og healer skader på sjælsstrengen, renser den op, hvor skaderne har påvirket os i dette liv, både i det følelsesmæssige og de steder i kroppen, hvor vi kan være påvirket af skaderne.


Healingen åbner desuden op for de sjælsaspekter, der er blevet lukket ned pga. traumerne og under hele healingen rodfæstes det nye i fundamentet, så sjælsbevidstheden bliver dybt integreret i kroppen.